Det står sølle til med avisernes oplag nutildags. Folk læser ikke aviser. Folk vil hellere gå målrettet efter deres varer med direkte søgninger på nettet, og det er en uomtvistelig lettelse hurtigt at kunne finde frem til det, man ønsker. For Google leverer varen. I høj kvalitet og på millisekunder.

Den vare, som du finder i en ruf, står der, fordi Google, Facebook, Instagram, Youtube og Bing, og Yahoo, og og…

- får penge for det.

Den forretning, som du handler med, får lagt sin hjemmeside op lige foran din næse, når du trykker dit søgeord. Først når du klikker, ringer Googles kasseapparat, for din forretning betaler først for denne service, når du besøger forretningens hjemmeside. Smart. Forretningen kan til enhver tid standse Google og træde ud af aftalen. Du kan stadig finde forretningens hjemmeside ved at skrive www.dinforretning.dk øverst i din browserlinie. Men det er der ikke så mange, som orker mere. Men forretningen er stadig at finde, også på Googles søgemaskine. Den står ”lidt længere nede”. Et eller andet sted. Der er ret så mange sider, man kan klikke på, så den dukker ikke op af sig selv. Det er bedst at stå øverst oppe på søgesiden.

Da de fleste forretninger lever af de penge, de sælger varer for, tør de ikke lade være med at være på Google AdWords. Det, som forretningerne i ”gamle dage” betalte reklamebureauerne for, betaler de nu til Google. Aviser og reklamebureauer havde en provisionsaftale. Bureauerne fik typisk 15-20% i bureauprovision for at henvise kunderne til avisen. Samtidig betalte kunderne bureauerne for at designe annoncerne.

Metoden er stadig helt som i ”gamle dage”. Da hed det ikke Google, men ”reklamebureau”. På et reklamebureau sad der tegnere (som virkelig kunne tegne, såvel illustrationer som reklamer). Grafikere, (som var oplært i Gutenbergs ædle grafiske sortekunst, og derfor vidste hvad folk kunne læse/opfatte/se). Tekstforfattere, som skabte trends, finurlige vendinger, sjove slogans.  Og som kunne deres danske grammatik. Mediedisponenter, som kunne sammensætte en strategisk rigtig indrykningsplan. Disse medarbejdere fik løn, havde familie, børn, og bosatte sig i byerne rundt om i Danmark. De lagde deres beskattede penge herhjemme. Og skabte en spændende, rygtefyldt verden, fuld af kendisser, historier, stress,  skæg og ballade, kreativitet. Og piller og alkohol. 

Disse hæderkronede bureauer er for en stor del borte nu. Navnene huskes stadig af mange. Harlang og Toksvig. Lockeys Reklamebureau. Gutenberghus. NP Grey. Wibroe, Duckert & Partners. Ogilvy & Mather. Der var temmelig mange flere. Der findes stadig reklamebureauer, men kun meget få af de ”ægte”.

Bureauerne bestilte tryksager i stor stil til at supplere kundernes annoncering. Også den omsætning er borte nu. Der ligger en del tømte trykkeribygninger tilbage hen over landet.

I de seneste 50 år har den grafiske branche været under vedvarende angreb fra mange sider. Først blev den fra Gutenberg nedarvede så estimerede typografuddannelse angrebet. Der, hvor man stod og tog hvert enkelt bogstav, støbt i bly, og satte det sammen med andre og formede ordene til en blyform, der med påført tryksværte “stemplede” disse ord på papir efter papir. Tænk engang: Hver eneste type blev taget op fra en kasse med 134 forskellige typer og, i rigtigt stavet sammenhæng, arrangeret til en bogside, en sangside, en brochureside – eller til en avisside. Næste udviklingsbølge hed offsettryk. Trykket var pænere, og med papir- og bogstavark slap man for at stable den megen, tunge og giftige bly sammen. Til supplement heraf dukkede fotosættere op, og de fremstillede smukke tryklignende sider, som kunne limes på plads, klar til at blive trykt med et offsetplade. Stedse bedre farvekopimaskiner åd sig ind på de mindre oplag. Og snart kunne man fremstille sine egne tryksager med det nye desktopudstyr.

Her stoppede festen. Amerikanerne var bange for at få en brintbombe i hovedet. For at sikre, at alle arkiver ikke gik tabt ved et enkelt bombenedslag, lagde UCLA-professor Leonard Kleinrock samtlige vitale data ud til hver af en række amerikanske videnscentre og universiteter, og forbandt disse via såkaldte routers i et kodet netværk, hvor alle var forbundet individuelt. Den 29. oktober 1969 koblede han, som den første, en computer i Los Angeles til en computer i Silicon Valley, 550 km nordpå. Denne hybridmodel ville sikre, at alle data under alle omstændigheder blev bevaret, fordi alle havde samme sæt dataoplysninger, og kunne udveksle disse på få sekunder.

Og så gik det ellers løs med det internet, alle kender i dag. Universiteter og læreanstalter indså det geniale i at kunne udveksle erfaringer og forskerdata via dette ”net”.

Forretningsverdenen – banker og institutioner fulgte trop. Resten er nutidshistorie.

Men hvor havner de mange, mange milliarder, som Google & Co. lænser Danmark, og resten af verden for, hvert år? Og hvor mange penge er det?

Man kan  sige, at mediebranchens medarbejdere jo sikkert nok har fundet andre steder at tjene deres penge, og det er ganske vist. Men de hæderkronede aviser ser velsagtens med blandede følelser på, at DR så sandelig har taget sig af de mange hundrede stakkels ledige mediefolk, således at Staten reelt nu beskæftiger dem i DR-regi. Mon dette giver et sandt, neutralt journalistisk afbalanceret mediebillede uden bias? At lægge sig ud med den hånd, som lønner én, er vel næppe den bedste sikkerhed for neutralitet, selv for den mest ambitiøse journalist?

Men at Staten overtager rollen som forsørger lyder lidt betænkeligt. For Staten ”tjener” ikke de penge, som mediebranchen tabte. Dette beløb scorer Google & Co. Hvor kommer så Statens penge fra?

De kommer fra de penge, som staten inddriver i skat. Dine penge.

“Online Marketing” oplyser på sin blog nedenstående estimerede omsætningstal. Tallene er fra 2011. Google & Co er ikke vilde med at oplyse deres omsætninger i de lande, hvor de snupper en stedse større del af landenes bruttonationalprodukt til langtidsparkering på Cayman Island.

Vi er pt. i 2017. Skal vi mon ikke antage, at nedenstående størrelser fra 2011 er blevet “optimeret” nogle gange  i mellemtiden?

Penge sendt ud af Danmark, på online marketing, Betalt af danske firmaer til udenlanske nettjenester i 2011: (Kilde, “Online Marketing”)

1.Bannere og partnerskaber 1.324 mio. kr. + 13 pct. ift. 2010

2.Søgeordsannoncering 1.610 mio. kr. +26 pct. ift. 2010

3.Markedspladser 846 mio. kr. +3 pct. ift. 2010

4.Permission marketing 226 mio. kr. +23 pct. ift. 2010

5.Diverse 13 mio. kr. -63 pct. ift. 2010

Samlet 4.019 mio. kr. (4 mia) +15 pct. ift. 2010. Hvad mon dette bliver i 2017??

Leif Andersen-Farmer

PS. Ingen er vel så blinde, som de, der nægter at se. Vore elskede aviser, som hidtidige generationer har levet med i århundreder, læst, fået meninger fra, dannet meninger ud fra, oplevet verden omkring os med. Vi må vænne os til at indvære denne papirraslen. Tablets tager over. Med sit on-line indhold, ”spot-on”. Med sine annoncetilbud, som i alle henseender slår papiravisen på effektivitet, aktualitet, effektmålinger. ROI. Djævelsk effektivt. For det er det.

At kæmpe imod - jamen, hvordan? Det nytter alt sammen ikke noget. Verden fra dengang er borte.

Verden i dag forhåbentlig længe leve.