Af Leif Andersen-Farmer

En støvlesnude og et spark. Der røg det teater! Jeg kiggede forskrækket ned på resterne af det flotte teater som trekløveret, min søster Ingrid, naboens Mogens og Palle, med mig som tilskuer havde bygget i støbesand. Sandet havde vi lånt fra bunken hos den cementstøber, som havde lejet sig ind i den store patriciervillas – Villa Tatoi’s -  baggård. Villaen tilhørte familien Nielsen, seminarielærere i Randers. Naboer til os på Mariagervej nr. 57.

Der var god plads i villaen nu, hvilket var årsagen til udlejningen af udhusene i baggården. Overlærer Nielsen og to af hans fire sønner sad fanget i Frøslevlejren. De var blevet taget af Gestapo mange måneder forinden for ”illegalt arbejde”. Deres skæbne var uvis, og den ellers smilende og nydelige fru lærer Nielsens smil var afløst af usikre træk omkring munden og frygt i øjnene.

Det var netop fru lærer Nielsens stemme, som afstedkom støvlesnudens raseren af vort flotte teater, for hun kom løbende ned mod os og råbte: ”Tyskerne har overgivet sig! Krigen er slut!” Dette fik Palle til at sparke til det smukke byggeri i sandet.

Jeg husker kun brudstykker fra resten af aftenen og dagene efter. Min far, der havde en iskiosk, åbnede den igen denne aften og forærede hele lageret af is og vafler bort til alle, der havde lyst til en forfriskning. Imens jeg sad bagved og tænkte på at de store huller, som kort tid forinden var gravet i baghaven: Jeg havde spurgt min far om, hvad der var i gravene, men fik ikke noget rigtigt svar. Jeg havde overværet en samtale mellem naboens søn Per (som dagen efter blev hentet af tyskerne og sendt i fangelejr) og min far. De to mænd tog ikke notits af mig, og jeg forstod ikke meget af deres samtale. Var det nedkastede våben til Hvidstengruppen? Dagen efter befrielsen kom min storebror Jens Anker ind i stuen sammen med nogle kammerater. De bar alle frihedskæmper armbind og gik i lyse frakker, som de kaldte for trenchcoats. De stammede fra de containere, som englænderne havde kastet ned. De havde alle en ”stengun” over skulderen. Jeg forstod ikke hvorfor det hed stengun, for de var jo af jern. Jens Anker fjernede patronhylsteret, og gav mig lov at sidde med sin stengun. Den lugtede af svovl. Jens Anker og hans kammerater gik igen. De skulle ud og ”hente folk”, som de sagde. Det forstod jeg ikke meningen med. De var alle medlemmer af Hvidsten gruppen, fortalte min mor os bagefter. Det sagde mig ikke noget dengang. Kort tid efter kom lærer Nielsen og hans sønner hjem fra fangelejren, meget magre og udsultede. Fru lærer Nielsen smilede nu igen hele tiden, og gav mig et kærligt knus, som før dengang de blev fanget. De fik snart besøg af engelske soldater, hvis lange lastbiler med tanks på ladet holdt foran vores hus. Jeg kunne ikke forstå, at lastbiler kunne være så lange.

Tyskerne boede på Randers kaserne en kort tid endnu, og passerede vort hus på vejen tilbage til Tyskland. Jeg lagde mærke til en forskel på deres marcheren nu i forhold til tidligere. De holdt ikke takt og de sang ikke, som jeg huskede, at de havde gjort. Deres tøj var snavset og de havde store pakker på ryggen. Mor ville ikke se på dem og vendte ryggen til dem, hvilket de fleste andre også gjorde. Jeg tænkte på, at de burde synge, fordi jeg syntes at det lød virkelig godt, når de havde sunget tidligere. Min mor havde sagt, at det lød skrækkeligt, gjorde det. Basta! Jeg husker også lugten af deres støvlesværte, og tænker på det hver gang, jeg pudser sko. Min hustru ser ofte på mine sko og mener, at jeg burde tænke på tyskernes støvler noget oftere.

Jeg kan bl.a. huske de sang ”Die Fahne Hoch”, Alte Kammeraten”, Heiderösslein” og flere fra den tid. Min mor ville ikke have, at jeg skulle se dem og vi gik altid bort, når de kom marcherende. Hun græd ret meget i krigens sidste måneder. Det var fordi hun var bange for at tyskerne tog Jens Anker, der var kommet med i Hvidsten Gruppen i tiden efter at Fiil’erne var blevet henrettet. Jeg husker en morgen, da jeg vågnede, at hun sad med far i hånden, og at de begge græd. De sagde ikke noget, kun at Jens Anker ikke var kommet hjem. Senere fik jeg at vide, at han havde været i biografen om aftenen, og at filmen var blevet standset af modstandsfolk. De havde sat en film i apparatet i stedet for med scener af Hitler, hvor man gjorde ham til grin. Folk grinede og modstandsfolkene forsvandt. Så var tyskerne dukket op og havde visiteret hele salen. Jens Anker havde ikke tilstrækkelig god dokumentation på sig, og var blevet taget med til hovedkvarteret. Næste morgen kunne DSB Randers bekræfte, at Jens Anker var elev hos dem, hvorefter han blev sat fri. Mor fortalte, at Jens Anker cyklede til nedkastningsstedet Mustard Point nord for Hvidsten, og at der var ca. 10 km hver vej i tæt mørke. Han stod op til normal tid næste morgen, når han havde været ude og samle containere op.

Lisbeth og jeg besøgte 4. Maj 1995 – på 50-året for befrielsen – Hvidsten kro, som var lukket på dagen. Dronningen landede i helikopter og lagde en krans ved mindesmærket for de henrettede medlemmer af Hvidstenguppen. Jeg skrev et digt, som jeg havde glemt i mellemtiden, indtil Lisbeth fortalte, at hun havde gemt det. Ordlyden er denne:

Der lå den så, den gamle kro.

der blev symbolet på en tro

at Danmark skulle blive fri

for krigens ækle myrderi.

Kujoner her forbød folk at slås

men gudskelov, så tog på trods

de helte her fra Hvidsten fat

og modtog våben nat på nat.

Tak for det liv, som nu er vort.

Tak for jert mod så kæmpestort.

Tak til den håndfuld brave mænd,

som redded’ æren for vort land

Jens Anker Andersen

døde i august 2014, 87 år gammel.