Vi indførte meget hurtigt begrebet ”featureartikler”, hvor kendte personer fortalte om deres oplevelser ved at bruge Louis’ briller. Dette havde en enorm læserinteresse, og sikrede derved længere levetid for magasinet i hjemmene. Der var stor bredde mellem disse celebriteter, som Mads Nygaard kontaktede for at arrangere aftale for mig til et interview. Mads’ argument over for disse personligheder var effektivt: En sober og god artikel om brug af Louis Nielsens briller i hverdagen hos disse travle mennesker, lagt i postkassen hos 2,6 millioner danske hjem. Med Sussi og Leo, justitsminister Frank Jensen, Amin Jensen, Lotte Thor, luftkaptajn Peter Jensen, Biker Jens, m.m.fl.

Biker Jens er en omtale værd.

Biker Jens.

Action programmer var populære i begyndelsen af nullerne.

Udviklingschef hos Louis Nielsen, Mads Nygaard, ringede og bad mig tage til Kastrup for at interviewe en Jens Romundstad, som han havde lavet en aftale med om en artikel i Louis Nielsens magasin.

”Hvad var det du sagde, at han hedder?”

”Jens Romundstad – måske du kender ham bedre under navnet Biker Jens?”

”Næh, skulle jeg det?”

”Øh, nej… Måske ser du ikke Robinson udsendelserne?”

”Næh, dem springer vi over. Er det ikke noget med at rejse til øde øer eller så’n?”

”Øh, jo... Han venter på dig i Kastrup i indenrigs ankomsthallen på onsdag kl. 09,30”.

Mads lød lidt opgivende, og jeg fornam, at han skyndte sig at afslutte samtalen for ikke at komme til at sige noget forkert.

Men at Mads havde gjort et scoop med sin aftale, fandt jeg hurtigt ud af. Jeg lagde røret, og råbte ud i lokalet, hvor vi sad 10-12 medarbejdere: ”Er der nogen, som ved, hvem Biker Jens er?”

Alle så forvirrede og vantro på hinanden og derpå atter over på mig. Jeg prøver almindeligvis på ikke at være nærtagende, men disse tvivlende blikke, som var rettet mod mig, flere med eftertænksomme panderynker, tilkendegav tydeligt, at man var enige om, at dette var dagens præcist dummeste spørgsmål.  Om ”havde jeg da ikke hørt om, da Biker Jens dykkede og holdt vejret længst? Om ”Fear Factor programmet, hvor han var blevet TV vært, og selv deltog i alle de farlige ting, som programmet indeholdt?”.

Selv de lidt mere ”satte” blandt vore medarbejderhustruer sad med et drømmende udtryk i ansigtet, da de fortalte om ham. Alle kendte Biker Jens. Dette var ikke lige min dag.

Lisbeth og jeg så et Robinson afsnit den aften. Om at vise samarbejds-

evne i et ukendt sydhavsmiljø og være noget for hinanden. Til sidst stemte man én hjem, som ikke havde været så meget for hinanden, og som ikke havde rost de andre så meget.

De, som havde stemt ham hjem, klappede alle sammen den udviste på skulderen, og sagde ”fanneme fin fyr” og ”sgu noget shit”.

TV værten gik rundt og så barsk og vidende ud, mens han med en bestemt stemme udstak opgaver, som deltagerne skulle løse.

Nu vidste jeg lidt om, hvad Robinson gik ud på, og drog afsted.

Biker Jens er tæt på at være 2 meter høj. Han stod midt på den kompasrose, som var indlagt i gulvet i ankomsthallen på Indenrigs. Rødmosset, stridt men tjekket skæg og mørke solbriller.

Han stod med armene over kors med et meget afvisende kropssprog. Havde en T-shirt på og Thors hammer i en kæde om halsen, dækket af en original Burburry trenchcoat med de rigtige D-ringe i bæltet, (dem, hvor man havde haft håndgranater hængende i bæltet i skyttegravene i første verdenskrig) samt det karakteristiske Burberry tartan foer, der lige kunne anes bag den skævt lukkede kraveflip. Camouflagebukser med ”usynligt” mønster, som paradoksalt nok var det mest synlige netop her i lokalet. Cirka nummer 49 i ørkenstøvler fuldendte indtrykket af macho på højeste niveau.

Jeg gik hen og præsenterede mig, og prøvede at lade, som om jeg var lige så høj som han. Jeg tænkte for første gang på, at mænd med lave normalhøjder måtte have et problem med hele tiden at skulle bøje nakken så meget. Jeg faldt vistnok lidt igennem. Han så ned på mig fra sine knap to meters højde.

”Leif? Ok, kom med”. Jeg havde forventet, at han kørte på sin Harley Davidson, og var forberedt på at hoppe op bagpå, men nej, Jens kørte Mercedes. En stor flot stationcar model. Vi ankom til HD Bikers hus i Amager. Et ret så almindeligt hus på en ret så almindelig villavej. I den lukkede gård gik vi forbi en række udvendige pissoirer. Inde i huset stod der Harley’er overalt. Nogle var skilt ad, andre hang i loftet eller stod. Nogle mænd i kedeldragter skruede og makkede med ”dyrene”. Der var mange, og hvor var de smukke!

Jeg var lidt imponeret. En Harley Davidson er state-of-the art inden for motorcykler, også i min verden. Jeg har aldrig ejet en, men altid kigget langt efter dette imposante monstrum pakket ind i bulderlarm, som kan få selv den smalleste blegfis til at føle sig som konge på vejen. Jeg tænkte på scenen, hvor bikeren Mickey Rourke i filmen ”Don Johnson and the Marlboro Man”, havde smasket en opkomling i bargulvet, og hvor bardamen henført spurgte: ”Have you got a name?” Mickey Rourke, på vej ud, vendte sig i døren og svarede: ”Harley. Harley Davidson”. Dette var ”branding”, så man næsten kunne lugte udstødningen fra hans Harley. Vi gik ovenpå, op i baren.

En flot og lang bar i et lokale med fotos af motorcykler og plakater med mere eller mindre afklædte damer prydede væggene. Der var et lille dansegulv. En skinnende lang glat stålstang, som gik helt op til loftet, stod midt på gulvet; ¨Jeg spurgte: ”Stripperstang?” Jens nikkede. ”Vi havde Kira Eggers ude i aftes. Hun kan det der”.

Vi fik en snak om, hvordan Jens brugte briller, og hvad han krævede af dem, som jeg kunne bruge i min artikel. Stemningen hos HD Bikers var venlig, kammeratlig og imødekommende. På vej ud sagde jeg til Biker Jens: ”Vi bor et sted med masser af plads lige ned til Mariager Fjord. Hvis I skulle komme over i den del af Danmark, hvor vi bor, så er I mere end velkomne nogle dage”.

Jens nikkede tak og satte mig af i lufthavnen. Jeg nævnte dette for min hustru, da jeg kom hjem. Lisbeth: ”Det kunne være virkelig spændende. Det er mennesker, som vi ikke kender, eller har mødt før, og det vil ikke skade med lidt liv i området.”. Tiden gik. Artiklen med Jens fik mange positive kommentarer i Louis Nielsens butikker. Biker Jens var meget fotogen og ønskede selv at levere fotos til artiklen. De blev taget af hans egen fotograf og ramte i plet. Telefonen ringede en forårsdag i forsommeren 2005. Jens’ barske rå stemme lød i røret: ”Du, kan du huske, at du inviterede os over og besøge jer?”

”Ja, det kan jeg sagtens”.

”Jamen, så kunne vi tænke at komme en lørdag omkring middag og slå telte op. Hjem igen søndag. Hvad siger du?”

”Super. Hvor mange kommer I? ”Det ligger ikke helt fast, for vi vil invitere HD klubber fra Esbjerg, Sønderborg og Oslo med og møde dem hos jer. Vi bliver nok en 40 stykker.”

Datoen blev fastsat, og jeg gik videre til Lisbeth med nyheden. Hun sagde: ”Det vil blive spændende og vil sætte gang i vor gamle mølle”

”Nu er de her vist”. Lisbeths ord var nu temmelig overflødige. Ly-

Små telte skød op, og man organiserede sig lidt og småsnakkede. Bi-ker Jens kom hen og hilste på. Vi bød velkommen. Han præsenterede os for alle, og de udtrykte glæde over stedet og udsigten til et par gode dage sammen. Solen skinnede, og det var varmt.

Mit blik strejfede tilfældigt indkørslen og vejen langs Aa Mølle. Her holdt mange biler og der stod mennesker langs hele strækningen forbi møllen. Da bikerne først var indkvarteret, var alt roligt i den teltby, som var rejst. Ingen larm fra gassende motorcykler, men rolig og kammeratlig sammenkomst mellem venner, familier, ny venner. Mange havde deres koner med, og kvinder og mænd gik og så sig forundret omkring. Fjordengen lå ca. 100 meter fra bredden af en spejlblank Mariager fjord. Folk nød det. Og drak. Coca Cola. ”Hvorfor drikker I alle sammen Coca Cola? Hvorfor ikke øl?” Jeg havde haft dette spørgsmål på tungen hele dagen. Nu var det aften, og alle sad samlede ude i vor lade til grillmad, hvor vi havde borde og stole stående. Der stod Coca Cola på bordene.

Biker Jens havde inviteret Lisbeth og mig til at være med, og Jens svarede: ”Det er temmelig indlysende. Alle tror, at vi drikker os sønder og sammen. Vent du blot til i morgen, så står strømerne lige uden for jeres indkørsel og tjekker os. Det gør de altid. Vi nyder virkelig deres indædte fjæs, når vi alle har været gennem deres pusterør. De har sjældent noget ret begavet at sige, når de må tage hjem uden rapporter. Du har selv set, hvordan vi holder vore cykler i top, ovre i Kastrup, så heller ikke her er der noget at komme efter. Nogle af os falder i, det ved vi godt. Derfor har vi den store varevogn med, hvor de, der har ”ondt i håret”, sover den ud. Der er også plads til deres kværn.”

Vi var bænket mellem medlemmerne. Lisbeth havde fået ”Hugormen” til bords. Om han lige mindede om en hugorm skal jeg ikke kloge i. Han havde et pandebånd omkring hovedet, og et lille skæg markerede hans smalle hage. Jeg mente også at kunne se, at ikke alle tænderne i munden var der endnu. Han var cirka af samme højde som Lisbeth, og var lidt spinkel. Hans Harley var den ældste, rødmalet og med halvt lukkede skærme samt en rævehale ved den ene skærm. Lisbeth nævnte senere, at han var en af de herligste bordherrer, hun havde haft.

”Hvorfor kalder de dig for Hugormen?” ville hun vide. ”Joh, ser du. Engang var jeg til en middag, hvor jeg havde en storsnudet dulle til bords. Hun så sgu ikke den vej, hvor jeg sad hele aftenen, men snakkede med ham stabejseren til venstre. Men så skulle hun jo have fat i vandkanden. Og den stod altså ovre ved min højre side. Tror du så, at kællingen bad mig om at få kanden? Næh, nej.

Hun stak sin fede arm lige hen foran min næse og greb efter kanden. Og så huggede jeg sgu til med min hugtand og bed hende i armen!”.

Jens rejste sig og holdt tale. For mig. Han, som alle på vort kontor – og resten af kongeriget - kendte - holdt en tale for mig, som ikke havde hørt om hans navn for få måneder siden! Om, at det sgu ikke var hver dag, at klubben fik en invitation til at komme og bo hos nogle private, helt fremmede mennesker. Og at jeg, på trods af det småfimsede kontordres, som jeg havde haft på, da vi snakkede i København, alligevel var god nok at snakke med. Og at min kone heldigvis havde det samme skonummer. Og – til sidst: ”Du er OK. Skulle du rode dig ud i noget skidt engang, så ring”.

Det var med vemod, vi vinkede farvel til lyden fra disse mange Harleyer i en lang række op ad indkørslen. Med en stor oplevelse af at have mødt en masse skønne mennesker fra en verden, som nogle forkætrer, andre ser ned på, og atter andre misunder dem det frie liv, man har med en klar blå himmel over sig og et Harley styr mellem hænderne.